www.balancen.net © 2012 • www.yogabalancen.net 

NAMASTE
elisa

har som en af de få skabt
sin egen næsten daglige yogapraksis og har derfor vundet titlen,
som månedens yogini

 

71 år og har dyrket yoga de sidste 6 år

 

            

                  
 
          www.balancen.net

 

Yoga – min vej til balance

 

I 2006 blev jeg, Elisa, introduceret for yogaen. En bekendt, som havde været min fitnessinstruktør, havde fundet et yogahold i Charlottehaven. Det syntes hun, jeg skulle tage med på. Men for mig var yoga noget med at sidde med krydsede ben – i lotusstilling – og meditere i timevis. Alligevel tænkte jeg, at jeg kunne jo godt prøve at se hvordan det var, når nu min bekendt fortalte, hvor fantastisk yogaen var på det hold.

 

Og det var virkelig noget helt andet end at sidde med krydsede ben, også selvom det var meditativ yoga. Hvilket blot betød, at vi blev i de forskellige stillinger – asanas – i flere minutter. Yogalæreren Britt Søndergaard havde udviklet sin egen meditative yoga, hvor vægten lægges på at være i nuet og blive stille inden i. Formålet er at slappe af i stillingerne og sætte en stopper for tankerne – at slukke for den evige snakkemaskine. Yogaen er vejen til målet: at finde fred med og i sig selv.

 

Så jeg kom ikke bare til prøvetimen, men fortsatte med at udforske yogaen. Og da Britt i januar 2007 skulle på sin årlige yogarejse til Indien, havde jeg ikke mulighed for at tage med. Men jeg fik et par enetimer, inden hun tog afsted, så  jeg kunne fortsætte alene med min egen praksis i de 3 måneder, hun var bortrejst på vinterens yogaferier.

 

Jeg fik en rigtig god yogabog, Tara Frasers Yoga for alle, en praktisk og inspirerende guide til yoga derhjemme. Der kunne jeg læse om den yogiske filosofi, herunder yogaens 8 trin, som også kan ses nærmere beskrevet i Britts bog, Yoga - en vej til balance fra 2008. I Tara Frasers bog var også nogle fine illustrationer af en lang række asanas. Så kunne jeg komme i gang hjemme på mit stuegulv efter bedste formåen, om end jeg ikke altid blev i stillingerne så længe, som Britt ville have doceret.

 

Jeg blev dog ledt på rette vej, da Britt kom hjem fra varmen og havde genoptaget sin undervisning. Jeg var en ret flittig deltager på 2 ugentlige hold og var så klar til at tage med på den årlige yogarejse til Indien i 2008.

 

Yogarejser

Denne tur i januar 2008 med de daglige godt 4 timers yoga fik rigtig gang i min krop på en meget bedre måde end den fitness, jeg tidligere havde praktiseret. I yogaen anvendes alle muskler, og der skabes et flow i kroppen, i meridianerne, af en helt anden art end fitness og andre træningsformer. Afspænding og ro er nøgleord, som leder til fred indeni.

 

Med min pensionering i slutningen af 2007 var vejen banet for at tage med på yogaferier. Så turen til Indien blev indledningen til en hel række fantastiske yogarejser. Yoga i varmen er bare helt uforlignelig blandet med alskens spændende oplevelser i naturen såvel som kulturelt og kulinarisk. Sydindien i Keralas Gods own country, som de lokale kalder dette skønne sted, kan jeg simpelthen ikke få for meget af. Derfor har jeg været med 5 gange, og turen i 2013 bliver det halve dusin.

 

Da Britt udvidede sit rejseudbud, var jeg straks med på den første tur til Mexico og sidste år også på den anden tur. I Mexico dyrker vi yoga i en regnskov i Yelapa på Stillehavskysten, hvortil man skal sejle det sidste stykke for at nå paradiset. Sidste år nøjedes jeg dog med mayaernes land i det østlige Mexico og rejste hjem, da resten af gruppen fortsatte videre til Yelapa i vest.

 

Også Britts nærmere rejsemål her i Europa på den græske ø Symi har jeg været med på 2 gange. Der er naturligvis meget forskelligt fra de tropiske steder, men også herligt med masser af inspiration fra krydderurterne bl.a. oregano, timian og salvie, som vokser og blomstrer op ad bjergskråningerne om foråret lige til at plukke.

 

Sidste år blev intensivt for inden Mexico havde jeg efter Indien også været med for første gang i Thailand på Koh Phangan, hvor der er en dejlig strand og masser af fugle og blomster. Yogaferien blev ikke ringere af muligheden for at få skøn thaimassage til under 50 kr. for 1 time, et tilbud jeg næsten dagligt var fristet af.

 

Yoga i varmen bidrager til både skønne oplevelser og til en langt smidigere krop. Billederne er taget på en sandbanke på Koh Phangans vestkyst og viser, hvor smidig min 71 årige krop er blevet gennem 6 års yogapraksis.

 

Denne yogapraksis udfolder sig også her i det kølige nord, hvor jeg hjemme i Skåne har indrettet et yogarum med mulighed for at starte morgenerne med yoga. Her anvender jeg Britts CD meditativ yoga, som jeg har kopieret ind på min Ipad sammen med indiske chants, så jeg kan sammensætte mit eget program efter hver morgens forgodtbefindende. Derfor har jeg også mulighed for at praktisere min egen yoga, når jeg er på rejse.

elisa har været med på ialt 11 yogaferier...

        

 

på min blog www.elisayoga.yogaferie.net
vil jeg snart skrive mere om min yogapraksis og mine yogarejser.

 

 


 

 

 

 

 

 

Yogaen er blevet en livsstil på samme måde som det at rejse er at leve...