meditativ yogaferie i det smukke Varkala var en perlerække af oplevelser ikke mindst med stille sejlture på det grønne backwaters, hvor tempoet er i så lavt et gear, at vores fine husbåd i år endda blev overhalet af en sommerfugl...! :-)
apropos sommerfugle, så er golden valley et besøg værd, og måske endda flere, da det på ingen måde kan udelukkes, at vi kommer tilbage igen.
men det var i år for første gang, at vi var taget på udflugt op til Ponmodi, som inderne osse kalder golden peak. det viste sig at være en smuk køretur op i kardemommebjergene, den bjergkæde der adskiller Tamil Nadu med Kerala. sidste del af turen gik igennem en nationalpark med ældgamle træer og endte med teplantager oppe ved bjergryggen. bjergene summede af guldsmede overalt, og der var en vidunderlig udsigt med grøn natur og krydderi- og teplantager, så langt øjet rakte.
bagefter tog vi igen lidt ned i højdemeter og besøgte en teplantage og endte til sidst tilbage i skoven nede ved en flod, hvor jeg havde lejet alle værelserne på et lille hotel inde i en nationalpark. det var fantastisk at opleve regnskovens lyde om aftenen og meditere sammen under stjernerne.
næste morgen stod vi tidligt op og gik i stilhed sammen med en vagt, da der bl.a. er vilde elefanter op langs floden og oplevede kolibrier og paradisfugle, der sang oppe fra deres yndlingstræers trækroner med røde blomster, som nærmest lyste op mellem alt det grønne.
da vi var på vej op til vandfaldet og skulle over floden, oplevede vi her sommerfuglene svæve som var de ørne...jeg troede ellers kun, at sommerfugle ku flyve ved at flakse og bevæge vingerne næsten konstant...? men nej, de her svævede ind gennem dalen så graciøst og stille, som var de majestætiske ørne.
i kerala er der mange muligheder for at opleve en særlig smuk natur, der appellerer til indre fred.
flere billeder her
lidt større udfordring var det jo nok at bevare tilstanden af fred på vores 2 uger lange yogarejse bagefter rundt i Rajastan bl.a. med de sidste 3 nætter i den gamle basar i old Delhi, som måske er Indiens mest farverige og pulserende steder overhovedet.
da vi den sidste dag i Delhi var ude ved en kendt sufis maosoleum, der var tæt af mennesker, blev det tydeligt, at indre fred ikke er afhængig af de ydre tilstande... yogakvinderne indhyldet i hvert sit slør, der skjulte håret, som foreskrifterne for de besøgende lød, nærmest svævede lene og alligevel sammen gennem masserne og øredøvende klokker og lyde, alle med et lille indre buddhasmil upåvirket af den enorme sanseoplevelse, der ellers ku og ville ha været stressende og sikkert ubehagelig og totalt grænseoverskridende for de fleste!
i den forbindelse kan jeg ikke lade være med at fortælle om et andet tidspunkt, hvor vi lige var blevet færdige med morgenyoga og var på vej op fra ghattet ved Pushkars hellige sø. den morgen var der særligt mange både mennesker men osse dyr bl.a. fugle, køer, hunde og en større flok aber, som blir op til en meter i kroppen med endnu længere haler, altså ret store aber!
Marianne, der vist var lidt sulten efter morgenyogaen, halede en pose grønne ærter op ad tasken. en af de største aber hoppede direkte over til hende, hvæsede af hende med sine kæmpestore og spidse hjørnetænder og hev hende i buksebenet. Marianne kiggede ned på den og siger 'okaiii', tog hånden ned i posen og hev en lille håndfuld op til den, som hun smed på jorden. aben blev SÅ forbløffet over, at hun ikke blev spor bange og satte sådan et sjovt ansigtsudtryk op med en bekymret rynke i panden, at jeg kom til at grine....aben begyndte lidt forvirret at spise af ærterne, inden de andre aber kom og tog dem.
jeg tilstod bagefter, at jeg sikkert ville ha smidt posen, så ærterne var fløjet op i luften af bar 'skræk'.
vi blev enige om, at Marianne har 'bestået prøven'... og at hun vist stadig svævede lidt efter sin yoga og følte, at intet ku røre hende ...
